Sportscar Event og Jyske Bank forlænger hovedsponsoraftale
For 20 år siden blev Sportscar Event grundlagt i Silkeborg. Kun to år senere blev der indgået den allerførste hovedsponsoraftale med Jyske Bank. Formålet var at støtte op om kræftramte børn og deres familier, samt øge opmærksomheden omkring forskning i børnekræft. Her 18 år senere eksisterer vores samarbejde med Jyske Bank, om dette vigtige formål, fortsat. Vi er tilmed utrolig stolte over at kunne fortælle, at partnerskabet nu er blevet forlænget helt frem til december 2025.
Et enestående partnerskab om en vigtig sag
”At vores samarbejde med Jyske Bank har eksisteret i 18 år, og vi nu forlænger med yderlige tre år, er ganske enkelt enestående. Vores lange partnerskab bevidner om et stærkt og tillidsfuldt samarbejde, der beror på den dybeste respekt og forståelse for hinanden. Men vigtigst af alt - et partnerskab, der er i kontinuerlig udvikling for at fremme bevågenheden omkring vores events til fordel for Børnecancerfonden.
Partnerskabet med Jyske Bank er med til at skabe håb for mange familier. For igennem de 18 år som banken har været hovedsponsor, har det resulteret i 38 velgørenhedsarrangementer til fordel for primært kræftramte børn – og der er kørt mere end 24 mio. kr. ind ved de årlige Sportscar Events. Penge som primært er doneret til forskning i børnekræft,” siger Flemming Chrone, formand for Sportscar Event.
”Igennem alle årene har Jyske Bank været helt i front med ’Bil Nr. 1’ – flagskibet for Sportscar Event. En bil, som har tilført værdi og eksponering for velgørenhedsarrangementerne. Det vil fortsat være tilfældet de kommende tre år – dog på en anderledes og nytænkende måde, som vil bidrage til et endnu større fokus på vores formål – og samtidig understøtte en mere bæredygtig profil, som vi i fremtiden også ønsker at have større fokus på i Sportscar Event. Vi ser meget frem til at præsentere vores nye tiltag, inden vi påbegynder 2023 sæsonen i maj måned næste år,” udtaler Dorte Lassen, eventchef for Sportscar Event.
”Som en del af samarbejdet gør Jyske Bank flere ting for at aktivere sponsoratet, og dermed understøtte eksponeringen og brandingen af Sportscar Event. Siden 2004 har Jyske Banks kunder og medarbejdere været en aktiv del af de årlige events, der afholdes på Sjælland, Fyn og i Jylland. Det har medført en øget bevågenhed omkring vores formål, og har tilført et hav af nye interesserede, der taler den gode sag for kræftramte børn og deres familier,” siger Dorte Lassen.
Særlige oplevelser for kræftramte familier
Foruden den vigtige indsamling til kræftramte børn gennem de årlige velgørenhedsarrangementer, så handler Sportscar Event også om at give unikke oplevelser og skabe glæde, som afbræk i en ellers svær dagligdag.
”Vi er både glade og stolte over, at vores tætte partnerskab med Sportscar Event fortsætter endnu tre år, hvor nye spændende målsætninger vil blive realiseret. Foruden Publikumsdagene, hvor der køres mange penge ind til Børnecancerfonden, så er vi særligt glade for at kunne gøre en forskel på Børnedagene, som er forbeholdt primært børn med kræft og deres familier. Her kan vi se og mærke børnenes store glæde, når de har fået en køretur i en af de mange lynhurtige superbiler. Det er helt unikt og varmer én om hjertet. Derudover glæder vi os til at være med til at bringe Sportscar Event ind i en mere bæredygtig fremtid,” udtaler Jens Skov, afdelingsdirektør i Jyske Banks Events og Partnerskaber.
Målet med Børnedagene er at skabe glæde, sjov og smil på læberne hos både børn og voksne og samtidig give dem et afbræk i en hverdag, præget af et hårdt behandlingsforløb. Her tilbringer familierne tid sammen med andre kræftramte børn og deres familier, og får en fælles positiv og mindeværdig oplevelse.
En glædelig nyhed
”At Sportscar Event og Jyske Bank forlænger deres aftale er en glædelig nyhed for os. Vi sætter meget stor pris på det lange samarbejde – og glæder os til endnu flere dage med fantastiske biler og glade børn.
Samarbejdet med Sportscar Event er et af de samarbejder vi har, der går længst tilbage. Siden 2002 har Sportscar Event og en masse ildsjæle gjort en stor og prisværdig forskel for en masse børn med kræft og deres familier. Ikke blot har de indsamlet et meget stort beløb til vores formål, de har også skabt helt særlige oplevelser for familierne. Det er vi meget taknemmelige for”, udtaler Børnecancerfondens direktør, Marianne Benzon.