Verdens mest velfortjente frikvarter

Skrevet d.22/01-2017

At have en speciel sportsvogn er en drøm for mange. I Danmark samles en helt særlig gruppe af de bilentutiaster, der har opnået drømmen. Det særlig her er, at de er villige til at dele oplevelsen med andre i det gode formåls tjeneste. 

Sportscar Event er Danmarks, og måske endda Europas, uomtvisteligt bedste leverandør for oplevelser for livet når det gælder køreture i drømmebiler. Sportscar Event råder, gennem frivillige bilentutiaster, over næsten 100 spændende sportsvogne, superbiler og hyperbiler. Ved Sportscar Event kan offentligheden, mod en fastsat donation, opleve en tur som co-driver i en af de mange uopnåelige drømmebiler; og vi taler om den absolutte elite fra drømmebilernes verden. Driften af bilerne gives af entutiasterne selv, og pengene der samles ind går til Børnecancerfonden, Trygfondens familiehus og Lukashuset. Oplevelserne med børnene, bilerne, de frivillige og publikum deles mellem alle. Et "almindeligt" Sportscar Event gennemføres over to dage.

 Først børnedag - så indsamling

Børnedagen handler om at give børn et frikvarter fra verdens største uretfærdighed; de har kræft. Kræftramte børn i alle aldre kommer forventningsfulde til en motorbane, hvor alle de fede drømmebiler og frivillige venter med en oplevelse for livet.

Man er ikke i tvivl: Oplevelser for livet

Ord bliver så fattige, når man skal beskrive følelsen af at se et barn, der, træt og utilpas af kemo-behandlingen, hjælpes i en drømmebil og får et par omgange med en stolt og tjenstvillig kører. Eller hvad med den far, mor, søster eller bror, der, tynget af sygdommens alvorlige konsekvenser, for et øjeblik kan slå bekymringerne fra med smil og grin. De store smil efter køreturen siger meget mere end ord. Et øjeblik hvor fornøjelsens fokus tager over i en rus af oplevelse som ffå er forundt. Forældre og søskende får et varigt og glædeligt minde, uanset hvor uoverskuelig fremtiden ser ud. På Sportscar Events anden dag åbnes der for offentligheden. Her kan alle komme og opleve drømmebilernes susog brøl mod en donation. En talsmand for Sportscar Event siger: Håbet er, at de indsamlede penge gør nytte for børnene, og at vi kan bidrage til sygdommens udryddelse.

 De frivillige

Mødet med børnekræft, og de som pludselig skal affinde sig med meningsløshed og de konsekvenser det bringer, rammer alle der har med Sportscar Event at gøre. Den typiske "Sportscar Event'er" er jubelglad for biler, elsker at nørde, køre, høre og dufte. Alligevel kan de blive mætte af at "køre for bare at køre". Derfor er det nærmest berusende, når den indbydende kalden fra asfalten på motorbanerne fortæller, at det endelig er blevet Sportscar Event-dag. Sammensætningen af formål og udøvelse af Sportscar Event går op i en langt højere enhed. Der er så mange win-win - og mange flere wins i Sportscar Event. Følelsen af at bringe sin bilentutiasme (der næsten kan ligne en last) til fornuftigt formål er i sig selv en bedrift. Sportscar Event har endog meget stor betydninig for alle der berøres af formålet.

 Et frikvarter fra kræften

Signe blev syg i 2011. Det var et chok for både hende og hele familien. Den hverdag man tog for givet var med et slag forsvundet. Over de næste to år kom Signe i bedring, men et tilbagefald i 2013 gjorde, at hun hér i 2017 stadig ikke er helbredt. Hun får kræftmedicin hver morgen og aften og må til blodprøvekontrol og behandling på sygehuset hver tredje uge.

Signe til Sportscar Event 2012

En opvækst med kræft betyder isolation og behandling. Signe måtte ikke gå i skole, tage i biffen, shoppe eller tage på ferie i udlandet p.g.a risikoen for at få en infektion. Hvis hun pludselig fik feber, måtte familien straks tage på sygehuset.

Signes mor Maj Brit forklarer her hvad Sportscar Event betyder for hele familien:

Vi har været med til Sportscar Event de sidste 5 år og det er en kæmpe oplevelse. Det er en dag hvor vi virkelig har det helt store smil på læben, det er en dag som ofte fremhæves, når vi taler om de gode oplevelser de sidste 6 år. Det er en helt speciel dag fordi vi alle i familien kan deltage - hvor vi i dén grad for en stund glemmer alt om sygdom, medicin, bekymringer for fremtiden og angsten for at miste vores dyrebareste. Det er ikke kun som familie, at vi får noget ud af det - vi har pludselig en fælles oplevelse med de andre familier, som vi kan tale om, når hverdagen på sygehuset børnekræftafdeling bliver for trist og grå. Her er det dejligt at kunne hive et minde frem som helt automatisk får smilet frem igen. Når Signe engang bliver rask, vil vi fortsat komme til Sportscar Event på Publikumsdagen.

 "Mit legetøj bliver et værktøj for andres glæde"

Flemming C. Rasmussen er frivillig og kører i Sportscar Event.

Jeg så Sportscar Event første gang i Odense og syntes det så sjovt ud. Som udgangspunkt har man en idé om at det kunne være rigtig, rigtig sjovt at komme ud at køre i sin racervogn. Jeg kom efterfølgende til optagelsesprøve på Sjællandsringen. Ja, man skal til "køreprøve" for at se om man passer ind i fællesskabet. Sportscar Event leder ikke efter vilde racere, der søger endnu en "track day". Man skal opføre sig ordentligt; for vi har et enormt ansar når vi kører. Nye kørere får udleveret et "Sportscar Event Codex", som vi alle ønsker at overholde. Da jeg kom i gang forstod jeg,  at oplevelsen af at køre med børnene var langt mere end jeg havde forestillet mig. Jeg har mange gange kørt en tur med nogle skønne børn, der spontant og helt frivilligt begynder at fortælle deres historie - det betyder meget, også når man selv har børn og ved hvor meget det fylder når de f.eks. er syge.. selvom deres sygdom slet ikke kan sammenlignes med børnekræft.

Der er også noget helt specielt ved at køre med forældrene. De ser oftest rigtig trætte og slidte ud, med efter 5 minutters tur lyser de op. Følelsen af, at mit legetøj bliver et værktøj for andres glæde er ubeskrivelig. Det overgår nærmest ens forstand at det kan betyde så meget; men min sportsvogn bliver det værktøj som, for en lille stund, udskifter tunge tanker med smil og glæde.

Indsamlingsdagen er også en god dag, selvom fokus er skiftet lidt. Vores passagerer er mere blevet en slags kunder, og deres oplevelse handler selvfølgelig mere om bilen. Det er naturligvis en fed oplevelse at "nørde" med andre bilentutiaster og være med til at levere en ønskedrøm for dem. Alligevel kan jeg ikke lade være med hele tiden at have i baghovedet, at nu kører jeg penge  ind til at hjælpe børnene. Meningen med det hele er jo ligesom til at få øje på.

 "Finansierer længerevarende forskningsprojekter"

Marianne Bentzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden,  udtaler om samarbejdet med Sportscar Event:

Børnecancerfonden er en privat fond, så vi er afhængige af donationer, og trofaste sponsorer som Sportscar Event. Det er helt afgørende for, at vi kan finansiere længerevarende forskningsprojekter, der er med til at forbedre overlevelsen for børn med kræft. Så vi er utroligt glade for den kæmpe indsats, som de mange engagerede kørere og frivillige hvert år gør for at samle penge ind til kampen mod børnekræft. Samtidig giver de hvert år børnene og deres familier en stor oplevelse, når Sportscar Event inviterer til særlige køredage, hvor ikke kun de syge børn, men også søskende og forældre får et  kærkomment afbræk fra hverdagen med alvorlig sygdom. Når et barn får kræft, ændres livet og hverdagen drastisk for hele familien, så alle har brug for omsorg og gode oplevelser, og det er Sportscar Event i høj grad med til at give dem. Det er fantastisk at opleve så stort et engagement, som Sportscar Event  er båret af. 

Mød Sportscar event på Stand G5650 i Hal G - hér kan du også få mere at vide om  event-dagene, samt deltage i en konkurrende om en tur i en af drømmebilerne. Se evt. mere på www.sportscarevent.dk

 

For god ordens skyld: Sportscar Event støtter Børnecancerfonden, Tryghuset og Lukashuset. Modtagerne af støtte fra Sportscar Event søger altid at gøre deres brug af indsamlede midler så etisk og gennemskuelig som overhovedet muligt. Se i øvrigt modtagernes hjemmeside.

 

 

Andre nyheder

Sportsvogne kører mod cancer

10-09-2017

Et dejligt afbræk fra hverdag og sygdom

01-06-2017

Månedens bil - Marts

19-03-2017

VI GJORDE DET IGEN! 1,5 millioner kr. til Børnecancerfonden!

24-11-2016

Sportscar Event donerer 1,5 millioner kr. til BørneCancerFonden

26-11-2015

Fynsk fartfest mod cancer

30-08-2015

Børndagen på Sjælland

28-05-2015

Alle de største

21-05-2015

De, der trækker læsset: Johnny Laursen

21-04-2015

Fyn er fin - og hurtig!

16-03-2015

scroll up