
Sportscar Event og Jyske Bank forlænger hovedsponsoraftale
Sportscar Event Almennyttige Fond blev grundlagt tilbage i 2002. To år senere blev der indgået en hovedsponsoraftale med Jyske Bank med det formål at støtte op om kræftramte børn og deres familier, samt øge opmærksomheden omkring forskning i børnekræft. Aftalen med Jyske Bank har kørt videre lige siden, og er netop forlænget til december 2022.
En aftale med enorm værdi for Sportscar Event
- Vi er glade for enhver aftale og opbakning til Sportscar Event. Det har uden tvivl enorm værdi for os, at vores hovedsponsoraftale med Jyske Bank fortsætter. Det giver mulighed for den stadige udvikling af Sportscar Event og vores velgørenhedsarrangementer, men i særdeleshed også fokus på vores formål, nemlig at samle penge ind primært til fordel for kræftramt børn og deres familier – gennem Børnecancerfonden, siger Dorte Lassen, Eventchef for Sportscar Event.
Gennem årene har hovedsponsoratet resulteret i 32 velgørenhedsarrangementer til fordel for Børnecancerfonden – og der er kørt mere end 21. mio. kr. ind ved de årlige Sportscar Events. Jyske Bank har gennem alle årene været helt i front med Bil nr. 1 – som har været tre forskellige superbiler – og dermed tilført værdi og eksponering til fonden og arrangementerne.
Som en del af samarbejdet gør Jyske Bank flere ting for at aktivere sponsoratet, og dermed understøtte eksponeringen og brandingen af Sportscar Event. Siden 2004 har Jyske Banks kunder og medarbejdere været en aktiv del af de årlige events, der afholdes på Sjælland, Fyn og i Jylland.
- Det har medført en øget bevågenhed omkring vores formål, og har tilført et hav af nye interesserede, der taler den gode sag for kræftramte børn og deres familier, siger Dorte Lassen.
Særlige oplevelser for kræftramte familier
Foruden indsamling til kræftramte børn gennem årlige velgørenhedsarrangementer, så handler Sportscar Event også om at give unikke oplevelser og skabe glæde.
- Vi er virkelig glade for at fortsætte samarbejdet med Sportscar Event. Foruden publikumsdagene, hvor der køres mange penge ind til Børnecancerfonden, så er vi med på de dage, der er forbeholdt primært børn med kræft og deres familier. Her kan vi se og mærke børnenes glæde, når de får en køretur i en af de mange seje superbiler. Det er helt unikt, siger Jens Skov, afdelingsdirektør i Jyske Banks Events og Partnerskaber.
Målet er at skabe glæde, sjov og smil på læberne hos både børn og voksne og samtidig give dem et afbræk i hverdag med et hård behandlingsforløb. Her tilbringer familierne tid sammen med ligesindede og sammen med andre kræftramte børn og deres familier, får de en fælles positiv og mindeværdig oplevelse.
Børnecancerfondens direktør, Marianne Benzon Nielsen sætter stor pris på samarbejdet og glæder sig over at Jyske Bank fortsætter som sponsor for Sportscar Event. ”Det er et mangeårigt og trofast samarbejde både med Sportscar Event og Jyske Bank. Vi er en selvstændig fond, der er fuldstændig afhængig af penge udefra, og det betyder derfor rigtig meget at samarbejdet kan fortsætte”